Rygestop: Dit gode humør ryger ikke – tværtimod
februar 2023Kan man få hjerneblødninger og blodpropper i hjernen af stress?
marts 2024Nej, denne udgave af Phoquz Inspiration handler ikke om trafik … som sådan. Den handler om stress. Noget som tre ud af fire danskere døjer med. Og i forhold til stress kan de velkendte signaler fra trafiklyset vise dig, hvornår du skal stoppe op. Det kræver dog, at du kender og genkender symptomerne.
En ny undersøgelse viser, at 74 procent af danskerne oplever negativ stress. Vi kan hurtigt blive enige om, at tallet er alt for højt, men er vi overraskede? Vi har længe hørt stress omtalt som en folkesygdom og set alarmerende tal. Et stigende fokus på stress har tilsyneladende ikke afhjulpet tendensen.
På sin vis minder det lidt om klimakrisen, hvor tallene også kun er gået én vej på trods af øget fokus og tiltagende advarsler. Men hvor klimaet kræver en større kollektiv redningsindsats, har du i forhold til stress langt flere muligheder for selv at gøre en forskel. Det ser vi lidt nærmere på i denne artikel.
Hvad er det, der stresser?
Arbejdet er lige så oplagt en skurk som butleren er det i et klassisk mordmysterium. Men så enkelt er det ifølge den nylige undersøgelse, der er udarbejdet af If Forsikring, ikke. Her angiver de adspurgte danskere, hvad der gør dem stressede.
- 17 procent svarer privatlivet
- 28 procent svarer arbejdslivet
- 47 procent svarer kombinationen mellem arbejdsliv og privatliv
Du kender formentlig godt fornemmelsen – forventninger, pres og krav både på arbejdet og derhjemme. Mens arbejdet stjæler værdifuld fritid og dit fokus, når du holder fri, forhindrer din families krav og forventninger om hygge og samvær dig i at investere dig 100 procent i dit arbejde.
Bare fordi du kender fornemmelsen, behøver det ikke betyde, at du har stress.
Lagde du i øvrigt mærke til, at jeg indledningsvis skrev, ”at 74 procent af danskerne oplever negativ stress”? Negativ stress er ikke et lækkert stykke dobbeltkonfekt, men et trælst modstykke til positiv stress.
”Negativ stress er ikke et lækkert stykke dobbeltkonfekt, men et trælst modstykke til positiv stress."
Før trafiklyset skifter til rødt
Som certificeret stresscoach arbejder jeg med tre niveauer af stress – helt enkelt symboliseret ved et trafiklys med farverne rød, gul og grøn.
Det er børnelærdom, at man ikke må køre eller gå over for rødt lys. Dengang lærte vi vist også, at gult lys betyder stop – på helt samme måde som det røde gør. Nogle trafikanter lader dog til at mene, at det gule lys har et mere grønligt skær og kører frem med en går den så går den-attitude.
Selv om det ifølge færdselsloven er lige så forbudt at køre over for gult som for rødt, kan vi måske godt blive enige om, at faren er størst ved rødt lys. Og ligesom der kan ske uheld i trafikken, hvis du ikke er opmærksom på lysene, kan din stress udvikle sig fra grøn til rød, hvis du ikke gør noget.
Reagerer du i tide – fx ved gul stress – kan du undgå den røde stress, som er decideret skadelig.
Grøn stress er den positive stress, som jeg nævnte ovenfor.
Den positive stress er kortvarig – her og nu – og gør os i stand til effektivt at håndtere en presset situation, til at være på og til at præstere mere/bedre, når der er behov.
5 symptomer på grøn stress:
- Midlertidig hjertebanken, rysten eller tics
- Svedeture
- Tørhed i munden
- Sommerfugle i maven
- Knugen i brystet eller maven
Stressen er ikke længere positiv, når lyset bliver gult.
De gule symptomer er nemlig mere alvorlige. Og derfor bør du heller ikke bare køre videre som en risikovillig bilist. I stressens trafiklys er det gule lys – og nedenstående symptomer – en advarselslampe, og sådan en skal du aldrig ignorere.
5 symptomer på gul stress:
- Træthed og uro i kroppen
- Sover dårligt om natten
- Konstant tankemylder
- Irritabel
- Indesluttet
Du opdagede måske ikke, at lyset skiftede fra gul til rød. Og nu er du kørt ud i et kryds, hvor der kommer biler fra både højre og venstre. Det kan gå helt galt.
Fuldt stop!
5 symptomer på rød stress:
- Glemsom og fraværende
- Eksem og sygdom forværres
- Større forbrug af stimulanser
fx alkohol, tobak eller slik og søde sager - Aggressiv og mindre social
- Mave- og tarmproblemer
En stresscoach hjælper dig med at træde på bremsen
Selv om du kender trafiklyset, farverne og symptomerne, kan det stadig være svært at aflæse kroppens signaler og anerkende, at stressen er et problem. Stressen i sig selv gør det svært. For du er måske ikke modtagelig over for signalerne. Du har speederen i bund og håber på det bedste.
Dine omgivelser kan forsøge at hjælpe dig med at træde på bremsen, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt med professionel hjælp – fx fra en certificeret stresscoach.
En stresscoach hjælper dig med at aflæse signalerne, se symptomerne og finde holdbare løsninger. Ligesom med alle andre lidelser handler det om at sætte ind mod stress så tidligt som muligt. Her kan du læse mere om, hvordan en stresscoach kan hjælpe.
Er du blevet inspireret til forandring?
Kontakt mig, hvis du har brug for professionel hjælp til at forebygge eller afhjælpe stress. Enten hos dig selv eller andre – herunder dine medarbejdere.
Kurt Harries Andersen
Certificeret stresscoach