Positiv psykologi: Mental styrketræning i en krisetid
marts 2020Hvad ville din helt gøre nu?
maj 2020Vi er under pres. Arbejdsmarkedet er under pres. Og økonomien er under pres – såvel nationalt som lokalt og individuelt. COVID-19 pandemien har udfordret os alle på en måde, vi ikke har set i nyere tid. Er du robust nok til at stå denne kæmpe mentale udfordring igennem – eller er du styret af dine alarmfølelser?
Læs her, hvad der kendetegner menneskelig robusthed, og læs lidt om, hvordan du styrker og fastholder din robusthed, hvis du bliver mentalt udfordret. Du kan begynde allerede i dag.
Hvad er mental robusthed?
Begrebet mental robusthed kan meget kort beskrives således:
Evnen til at tænke tanker om egne tanker og flytte sig, hvis det er nødvendigt.
Det er med andre ord evnen til at erkende og reflektere over dine følelser, forstå de tankemæssige processer og beherske evnen til at træffe de mest fornuftige valg i alle situationer.
Evnen til både bevidst og ubevidst at kunne reflektere over egne og andres tanker samt følelser og adfærd er en grundlæggende forudsætning for at kunne fungere godt socialt. Herunder at drage omsorg for andre og for sig selv. At være empatisk er således også et væsentligt element af robusthed.
Personlig robusthed er ikke noget medfødt, men et produkt af din opdragelse, din selvindsigt, dit selvværd – og vigtigst af alt din evne til at tænke over, hvad du tænker, føler og gør.
Robusthed handler altså om at blive god til at klare livets udfordringer i stort og småt:
- At kunne klare udfordringer i forhold til andre mennesker
- At kunne klare opgaver, som er svære
- At kunne holde fast i et mål
- At kunne modstå fristelser, som du ikke har godt af
- At kunne holde modet oppe, når du møder modstand og kritik
- At kunne undgå at blive følelsesmæssigt kapret
Tænk dine alarmfølelser væk
Menneskets hjerne er en avanceret størrelse, men på nogle punkter minder den stadig om vores forfædres eller et dyrs primitive hjerne. Tag fx hjernens alarmberedskab – et overlevelsesinstinkt – som helt automatisk reagerer på forskellige indtryk.
Vrede, irritation, sårethed, frygt eller panik er normale alarmfølelser. Dem kan du typisk mærke efter uventede kritiske eller sårende bemærkninger – eller i en uvant situation, som vi oplever det nu, hvor vores hverdag og liv generelt er vendt på hovedet.
Med en svag mental robusthed vil du ofte lade dine alarmfølelser føre til kamp eller flugt, hvor du forsvarer dig selv med et modangreb i form af ord eller vold, eller du går din vej for at slippe væk fra følelserne og situationen. Det kan også være, du kommer med bortforklaringer både over for andre og dig selv, eller du bedøver dine følelser med fx mad, sukker eller rusmidler.
Er du mentalt robust, kan du til gengæld stå imod, argumentere fornuftigt og tænke dine alarmfølelser væk. Tanker kontrollerer alarmfølelserne – og med lidt øvelse kan du bruge dine tanker til at holde dine alarmfølelser i skak.
Mental robusthed kræver øvelse
Vores personlige robusthed er ikke en statisk størrelse. Din robusthed kan være større eller mindre – og den kan variere i styrke gennem livet. Du kan sammenligne din evne til at være robust med en muskel: Jo mere du bruger og træner den, desto større bliver den.
Robusthed kan således læres og styrkes – men det kræver, at vi bevidst øver os.
Det er en gammel nyhed, at hvis du vil have en drøm til at gå i opfyldelse, løse et problem eller lære noget nyt, så er det en god ide at starte med det nemmeste og skridt for skridt bevæge dig i den rigtige retning og blive dygtigere.
At skabe en lille succes giver overskud til at arbejde med nye og større mål. Det kan være ligesom at gå op ad en stejl bakke – et skridt ad gangen. Det er ikke altid nemt – nogle gange må du et skridt tilbage og to skridt frem, men når du bliver ved med at øve dig, når du dit mål, hvis målet er realistisk!
Sådan er det også, når du skal opbygge og styrke din mentale robusthed. Herunder får du et par gode metoder til at gøre netop det.
Hverdagsmeditation – en vej til mental robusthed
Overalt på planeten har mennesker opdaget fordelene ved at dyrke meditation. Nogle steder har det foregået i flere tusinde år – ofte som led i en spirituel/religiøs tradition. Ser man bort fra det (med al respekt), er meditation helt enkelt en fredfyldt form for indadvendt opmærksomhedstræning.
Forskning peger på, at man ikke behøver at have mediteret i ret lang tid, før effekten viser sig. Mennesker, som mediterer, lever længere og oplever øget robusthed i form af:
- Bedre overblik i hverdagen
- Større handlekraft
- Større frihed over for forventninger
- Større medfølelse
- Mere selvkontrol
- Mindre stress i vanskelige situationer
- Bedre styr på alarmfølelserne
Opmærksomhed øger din mentale robusthed
Når du skal klare hverdagens små og store udfordringer, er det godt at have styr på din opmærksomhed – og her forstås din opmærksomhed på de tanker og følelser, du har.
Når du er mere opmærksom på dine tanker og følelser, så kan du:
- Holde koncentrationen om opgaver og tanker, som er vigtige, selv om der er forstyrrelser rundt omkring dig.
- Trække dig selv fri af tanker og følelser, som du (og andre) ikke har godt af at være inde i for lang tid.
- ”Scanne” den ydre og indre verden og opdage det, som kan være spændende og vigtigt.
Du kan bl.a. styrke din opmærksomhed ved hjælp af vejrtrækningen. Helt enkelt!
Prøv selv – lige nu:
Flyt din opmærksomhed til din vejrtrækning og træk vejret roligt – helt ned i maven. Læg mærke til, hvordan luften kommer ind og ud af næsen og kroppens bevægelser, når du trækker vejret. Det er det eneste, du skal gøre. Når du bliver ved med at holde din opmærksomhed på vejrtrækningen, går kroppens beroligende system i gang af sig selv, og du får det bedre. Mens du gør det, kan du opleve, at problemerne igen prøver at tage fat i din opmærksomhed. Flyt stille og roligt din opmærksomhed til vejrtrækningen igen og læg mærke til luften gennem næsen og bevægelserne i kroppen.
Hvis du vil styrke din opmærksomhed yderligere, kan du med fordel læse disse tidligere udgaver af Phoquz Inspiration:
>> Træk vejret som en elitesoldat – og modvirk stress (april 2018)
>> Tre gode øvelser: Undgå mental trængsel og alarm (december 2019)
Din mentale træningsplan
Robusthed kan som nævnt trænes, så̊ du bedre og bedre kan tåle både dine egne og andres følelser. Så̊ du ikke lader dig styre af dine alarmfølelser – og måske overreagerer på en måde, som er negativ for dig selv og andre.
Her er et forslag til en mental træningsplan, som du kan følge for at styrke din mentale robusthed – bl.a. ved at arbejde med din opmærksomhed, ro i kroppen og din vejrtrækning.
- Vær sikker på, at du har styr på, hvordan din opmærksomhed virker, samt hvordan og i hvilke situationer du reagerer uhensigtsmæssigt på alarmfølelser.
- Træn ro i kroppen med de øvelser, som virker bedst for dig, så du er sikker på, at du til hver en tid kan genskabe den ro.
- Forestil dig situationer fra din hverdag, hvor du ved, at du kan provokere dine følelser så tilpas meget, at du stadig kan kontrollere det og skabe balance indeni med de teknikker, du har øvet i punkt 2.
- Efterhånden som du via dine visualiseringer oplever, at du mentalt bliver mere og mere robust/parat, så bevæg dig ud i virkelige situationer, som gradvist bliver sværere og sværere. Husk at rose dig selv, når du oplever, at du griber vanskelige situationer an på en ny og bedre måde.
Er du blevet inspireret til forandring?
Kontakt mig, hvis du får brug for hjælp til at komme helt i mål med det, du gerne vil opnå.