Ville du tage en stress-vaccine, hvis du kunne? OBS: Det kan du
september 2022Rygestop: Dit gode humør ryger ikke – tværtimod
februar 2023Havde du planer om, at sidste år skulle blive året, hvor du tabte dig, holdt op med at ryge, løb fem kilometer hver anden dag osv.? Så velkommen i klubben for folk med forliste nytårsforsæt bag sig. Nytårsforsæt KAN lykkes, men de fejler meget let, hvis du ikke passer på.
Det lyder måske for enkelt, men den vigtigste årsag til, at dit nytårsforsæt ikke lykkes, er, at du ikke har forberedt dig og planlagt det godt nok!
Som coach har jeg hjulpet både erhvervsfolk og privatpersoner til at lægge deres vaner om. Folks forliste nytårsløfter til sig selv kender jeg alt til, men jeg har også gode erfaringer med, hvordan nederlag bliver vendt til succes.
Forandring er en proces
Nytårsforsæt handler ofte om, at vi stiller en række løfter op for os selv. Et nyt år med et nyt liv, hvor vi skal være en bedre udgave af os selv – ofte bygget på en illusorisk drøm.
Når det så ikke lykkes – primært fordi vi jo ikke kan rende rundt og være perfekte hele tiden, vel? – så mister vi let troen på os selv. Drømmen brister. Det opleves som et nederlag.
Det er den tankegang, du skal væk fra, hvis du vil nå dine mål.
Du må først forstå, at forandring er en proces!
At nå dine mål er altså også en proces, og du vil næsten altid opleve, at det er meget let at falde tilbage i dine gamle vaner. Dem har du jo brugt år på at opbygge!
Fejl er en del af enhver proces. Det er naturligt at fejle. I stedet for at se fejl som nederlag og opgive målet helt, kan fejl være en motivation til at gøre noget anderledes.
Du skal med andre ord kunne tilgive dig selv, selv om du måske falder i for femte gang på en uge. Det vigtigste er, at du ikke giver op.
Fokusér på, hvad du opnår, når du kommer i mål.
Dét skal blive dit brændstof og din motivation.
Spørg dig selv: 'Hvorfor?'
Mange mennesker har et klart billede af, hvad de gerne vil opnå med deres nytårsforsæt – hvad de gerne vil forandre. Men det er langtfra alle, der har et klart billede af hvorfor. Og "hvorfor?" er ofte vigtigere end "hvad?".
På den måde kan du nemlig finde frem til de værdier, der ligger bag dit nytårsforsæt eller et andet mål. Og det er de værdier, der giver dig motivationen til at holde fast i dine nytårsforsæt, når det bliver hårdt.
Hvis du ikke tænker og oplever din forandring som nødvendig og værdifuld, så bliver det sandsynligvis ikke til noget!
Spørg også dig selv: 'Hvordan?'
Du ved nu, hvad du gerne vil opnå og ikke mindst, hvorfor du gerne vil tabe dig, holde op med at ryge eller være mindre stresset – for bare at nævne nogle eksempler.
Nu skal du lægge en plan for, hvordan du vil opnå målet.
En god plan ...
- er enkel
- består af flere delmål
- har en nødprocedure, der hjælper dig tilbage på sporet, når motivationen svigter
- tilbyder alternativer
Er planen ikke enkel, gør du det nemmere for dig selv at konkludere, at det alligevel er for besværligt.
Med delmål gør du dit overordnede mål mere opnåeligt. Fokusér på et delmål ad gangen – og giv dig selv en belønning for hvert delmål, du når. Din motivation bliver boostet af at få en belønning. Det er menneskets natur. Vi er afhængige af belønninger.
Nogle dage vil du være mere motiveret end andre dage. Når motivationen svigter, er det rart med en defineret nødprocedure, som kan hjælpe dig tilbage på sporet.
Alternativer er en anden vigtig faktor for din succes. Gør dig fx nogle tanker om, hvad du vil sætte i stedet for det, du nu fjerner. Hvis usund mad eller en smøg har været forbundet med hygge i dit liv, hvad vil du så hygge dig med i stedet? Det skal du have fundet et svar på, inden du går i gang. Også på dette punkt fejler mange.
Sådan lykkes det – du kan godt!
- Planlæg, hvordan du vil nå dit mål og forbered dig både praktisk og mentalt.
- Tænk over, hvad det er, du vil opnå, og hvorfor det er vigtigt for dig.
- Sæt delmål – og husk belønning, når du når dem.
- Tilgiv dig selv, når du falder i – og kom hurtigt tilbage på sporet med en nødplan.
- Planlæg tidspunkter, hvor det er OK at falde i – og beløn dig selv, hvis du alligevel ikke gjorde det.
- Find alternativer, du kan sætte i stedet for de gamle vaner. Find noget positivt at skifte de dårlige vaner ud med.
- Fortæl andre om din plan, og bed om hjælp, når modstanden fra det nye bliver for stor.
At ændre vaner er en indre kamp, og det tager lang tid. Brug de positive følelser, du har haft tidligere, da noget lykkedes for dig, og grib fat i dem, når du er ved at falde tilbage i gamle vaner.
Hvis du tænker, det bliver svært, får du ret!
Hvis du tænker, det godt kan lade sig gøre, får du ret!
Hvis du er overbevist om, at du kan, får du helt sikkert ret!
Er du blevet inspireret til forandring?
Kontakt mig, hvis du får brug for hjælp til at komme helt i mål med det, du gerne vil opnå.