Træk vejret som en elitesoldat og modvirk stress
april 2018Feriephoquz: Holder du fri, når du har fri?
juni 2018Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) sagde på sin tid, at “menneske” ikke er noget, man er – det er derimod en opgave, man gennem hele livet søger efter en løsning på. Er det stadig en gyldig filosofi og en opgave, vi i 2018 må løse i en tid, hvor vi alle mere eller mindre automatisk og måske ubevidst iscenesætter og brander os selv og vores liv f.eks. via sociale medier?
Overalt i Kierkegaards forfatterskab forsøger han at finde ud af, hvem og hvad mennesket egentlig er. Han bruger forskellige beskrivelser af mennesket som selv:
Mennesket skal være sig selv
Mennesket skal være et selv
Og vigtigst kan mennesket vælge sig selv og hermed blive sig selv.
Det er måske også en udfordring, du kender til? I vores tid er der naturligvis andre forudsætninger for den enkelte end på Kierkegaards tid. Vi er blevet meget mere oplyste, og vores informationssamfund har givet os mere indsigt og indblik i andres liv og gøremål.
Her er de sociale medier blevet en væsentlig kilde til inspiration og indsigt i, hvad andre mennesker tænker og gør.
Som individer er vores liv måske mere komplekst, end vi lige tænker over. Set i lyset af de forholdsvis mange roller, vi skal spille. Og når vi hver dag skal forholde os til forskellige mennesker; derhjemme, på jobbet, i skolen, på sportspladsen, i foreningen, i lokalsamfundet og ikke mindst på nettet, er det som menneske lidt af en udfordring at holde fast i sig selv, sine værdier og grundlæggende livssyn.
At vælge sig selv
Når vores hverdag og de mange forskellige relationer, vi indgår i, nu er så komplekse, så mener jeg, at det er vigtigt at holde fast! Holde fast og vælge den vej og den adfærd, der fører dig derhen, hvor du gerne vil. Og vælge en vej, som du trives på, og en vej, som du med glæde kan se tilbage på.
Men. Når du vælger, vælger du også fra!
Der er med andre ord en konsekvens ved at vælge. Der er altså noget andet, som du så ikke kan få, deltage i eller bidrage til, når du vælger din vej – og bliver på den.
Ud over at være et selv, beskriver Kierkegaard i ‘Enten-Eller’ (1843) også det at vælge sig selv. For de fleste er et selv noget, man er – ikke noget, man skal vælge. Og det er svært at erkende, at man kan fremstå som noget andet end det, man egentlig er.
Når mennesket ikke vil tage ansvar for den, det er, men hellere være en anden end sig selv, så fortvivler det.
For Kierkegaard er denne fortvivlelse almen menneskelig.
Hvis man ikke tager sin historie og sine valg på sig, men tegner et lidt bedre selv – så vælger man ikke sig selv, men en anden, og så mister man sig selv. Et menneske, der træder i karakter, forholder sig altså objektivt til sig selv som den, han/hun rent faktisk er, og ikke som den, han/hun gerne ville ses som.
At vælge sig selv, er friheden til at blive i stedet for at være
Hvis du på nuværende tidspunkt er blevet lidt fortvivlet af at læse med her, så er du blot menneskelig, og det er helt naturligt – ifølge Kierkegaard. Det kan jo være en god trøst for at komme videre med at vælge dig selv.
Din frihed til at vælge betyder, at du vælger at manifestere dig – eller brande dig i overensstemmelse med, hvad du er. En gængs opfattelse af frihed i dag siger, at friheden forøges med antallet af muligheder.
Kierkegaard antager modsat, at frihed er det rette forhold mellem mulighed og nødvendighed. Og det har du, når du bliver dig selv og oplever, at dine tanker og din adfærd stemmer overens med dig selv og det, du gerne vil være kendt for.
Hvad vil du være kendt for?
Et personligt brand er meget det samme, som man i vores bedsteforældres generation kaldte ‘at have et godt navn’ – at være kendt for noget godt – at når andre nævner ens navn, så har de et klart billede af, hvem man er, og hvad man står for.
Det er sandsynligvis ikke noget, du har tænkt over før, men hvis du har mod på at blive mere klar på dit brand og det, du gerne vil huskes for, kan du prøve at svare på disse spørgsmål:
- Hvem er du?
- Hvad kan du bedst lide ved dig selv?
- Hvad er dine styrker?
- Hvad er dine svagheder?
- Hvad er dine dårlige vaner?
- Hvad siger dine forældre om dig?
- Hvad siger dine venner om dig?
- Hvad er du helt naturligt dygtig til?
- Får du synliggjort dine resultater på arbejdspladsen?
- Er du stolt af dine præstationer som kæreste, ægtefælle, far, mor, bror, søster osv.?
- Hvordan kommunikerer du med omgivelserne omkring din selvopfattelse?
- Ved du, hvilke spor du efterlader i cyberspace, og hvad de fortæller om dig?
Find dernæst ud af, hvad du vil gøre bedre ved dig selv, og hvad du vil blive endnu bedre til. Med andre ord: Gør dine svagheder mindre svage og dine styrker endnu stærkere.
Og til sidst: Lad være med at beslutte dig for, hvad du gerne vil ses som. Et godt personligt brand kommer indefra; det er ærligt og autentisk. Og det kan det kun være, hvis det er bygget på, hvem du er, ikke hvem du tror, du skal være.
Når du er trådt i karakter med stærke personlige værdier, så er andre slet ikke i tvivl om dit brand.
Er du blevet inspireret til forandring?
Kontakt mig, hvis du får brug for hjælp til at komme helt i mål med det, du gerne vil opnå.