Lær at sige pyt – og lær af dine fejl!
august 2017Tør du gå glip?
oktober 2017Er det svært at stå op om morgenen, og går hele ugen med at se frem til næste weekend? Her får du inspiration til, hvordan du finder tilbage til arbejdsglæden eller blot booster den endnu mere.
Inspireret af Arlette Bentzen, arbejdsglæde.nu
Se indad
Hvis du vil skabe en glad og succesfuld arbejds- plads, er du nødsaget til at se indad. Er du selv glad og engageret? Og er det, det du udstråler over for dine kolleger? Når du udstråler arbejdsglæde og bidrager til gode sociale relationer, er det den adfærd, du fremmer hos dine kolleger. Og når du mærker, at de er glade (og dermed mere produktive, kreative, engagerede, motiverede osv.), bliver du også selv gladere. Du får arbejdsglæde af at se, at du er med til at skabe en succesfuld arbejdsplads.
Mangel på arbejdsglæde giver sygefravær
Er du ikke selv glad, eller har du ligefrem mistet arbejdsglæden, så smitter det af på dine kolleger, og det går ud over motivationen.
Uden arbejdsglæde bliver I mindre modstands- dygtige og sygefraværet stiger. Man yder simpelthen ikke sit bedste, hverken fagligt eller menneskeligt. Uden arbejdsglæde bliver man mere irritabel og mindre tålmodighed, hvilket udmunder i negativ adfærd og kommunikation (verbal og nonverbal). Det kan ikke kun ødelægge arbejds- glæden, men også gå ud over jeres resultater samt skabe flere fejl og ulykker.
Et vigtigt spørgsmål at stille dig selv er: Er du selv glad, og er du god til at vise det? Føler du, at du gør en forskel, laver noget meningsfuldt og har et godt forhold til dine kolleger og chef? Hvis du kan svare ja, er alt godt. Hvis du ikke helt er der og har brug for lidt input til, hvordan du kan skabe endnu mere arbejdsglæde for dig selv, kommer her lidt inspiration.
Find mening
Først og fremmest skal du have følelsen af, at dit job er meningsfuldt – du bidrager til noget, der er større end dig selv, du gør en forskel for andre, dit arbejde er spændende.
Brug tid på at finde meningen i dit arbejde. Skriv det gerne ned, så du løbende kan læse det og rette det til, i takt med din og organisationens udvikling.
Men det er ikke kun den såkaldte indre mening, der har betydning. Organisatorisk mening har også stor indflydelse på din arbejdsglæde. Hvis du fx skal stå i spidsen for en omstrukturering eller forandring, du ikke synes giver mening, vil det påvirke din arbejdsglæde negativt. Og hvis du ikke er tro mod dine egne værdier i processen, er det svært at finde arbejdsglæden.
Råd: Før I ruller en forandring ud i din del af organisationen, er det vigtigt, at du forstår meningen bag. Tag fat i din chef, og få svar på HVORFOR, inden du går i gang.
Synliggør resultater
Hvad taler man oftest om på danske arbejds- pladser? Det er som regel alt det, der ikke lykkedes, når I er bagud, de fejl der opstår osv. Men det fokus er særdeles demotiverende både for dig selv og dine kolleger. Når du mangler den nødvendige motivation, vil du ikke være i stand til at udnytte dit fulde potentiale, du vil ikke føle, du gør en forskel, du vil ikke være stolt af dit arbejde.
Råd: Kommunikér ikke kun det, I ikke har nået og om de problemer, der er. Kommunikér også om det, I allerede gør godt, møder og projekter der gik godt og meningsfulde fremskridt. Vær stolt af det arbejde, I udfører, og din arbejdsglæde vil stige.
Hav fokus på gode relationer
Når du kender dine kolleger, kan du bedre hjælpe og støtte dem. De er forskellige, og du skal derfor motivere dem forskelligt. Det kan du kun, når du kender hver enkelt godt. Når dine kolleger føler, de kender dig og har tillid til dig, er der større sandsynlighed for, at de kommer til dig, når der opstår problemer. I vil også blive mere effektive og levere bedre resultater, når de sociale forhold er gode.
En dansk undersøgelse (God Arbejdslyst Index) viser også, at gode sociale relationer med kolleger gør os lykkeligere i livet generelt.
Råd: Tag hver dag fem minutters uforpligtende snak med en kollega, og brug mest af alt tiden på at lytte. Bliv ved, til du har været alle kolleger igennem.
Bed om feedback
Du skal vide, at din chef udviser ægte engagement i dig. Du skal føle dig anerkendt. Når du får anerkendelse og positiv feedback er det med til at vise, at du gør en forskel, og det er samtidig godt for jeres relation – og din arbejdsglæde!
Råd: Sørg for løbende at få feedback fra din egen chef. Spørg ind til, hvad det er, din chef ser, du gør rigtig godt, så du ved præcis, hvad det er, du skal gøre mere af.
Det samme gør sig gældende i forhold til dine kolleger. Bed dem fortælle om en situation, hvor de synes, du handlede som en god kollega. På denne måde får du deres feedback og hjælp til at gøre mere af det, der virker. En rigtig Win – Win!
Søg udvikling
Alle organisationer udvikler sig, og det skal du naturligvis også. Vær hele tiden klar over, hvor dine styrker ligger, og brug dem så meget som muligt i så mange situationer og opgaver som muligt. Men du skal også lære nyt. Er du i forvejen meget resultatorienteret, skal du måske fokusere på at blive bedre til relationer. Er dit hovedfokus relationerne, kan du måske blive bedre til tydeligt at fokusere på målsætninger og resultater.
Råd: Det kan du bl.a. gøre ved at lave en form for udviklingsplan for dig selv. Tag på kursus, bliv en del af et netværk, læs flere bøger, følg kolleger, du ser op til (fx på LinkedIn), find en kollega, du kan sparre med, eller vælg en mentor.
Hav fokus på arbejdsglæde og vær dig selv
Mange bliver ansat på baggrund af deres faglige kunnen og ikke lige så ofte for deres sociale færdigheder, og det er en fejl. Som den gode kollega er det også din opgave at medvirke til, at dine kolleger blomstrer, og det kan I kun, hvis I har arbejdsglæde.
Råd: Som kollega er det vigtigt, at du tør være dig selv – vær autentisk. Stadig professionel, men dig selv. Når du er stolt af dit arbejde, så vis begejstring, og vis også, når du er skuffet, og når tingene ikke går efter planen. Når du tør være dig selv, skaber det bedre relationer med kolleger, og I vil sammen skabe flere og bedre resultater.
Man går ikke på arbejde for at blive glad, men når man er glad, er man bedre til sit job. Derfor kan du gøre din arbejdsplads og dig selv en tjeneste, hvis du er med til at skabe arbejdsglæde – og det starter hos dig selv.
Er du blevet inspireret til forandring?
Kontakt mig, hvis du får brug for hjælp til at komme helt i mål med det, du gerne vil opnå.