10 år med Phoquz på succes
november 2021Dine egne tanker er også en stressfaktor
marts 2022Nu er det tiden for nytårsforsæt, og mange forsøger at udskifte dårlige vaner med nye sunde og bedre vaner. Præcis ligesom sidste år, og året før. Men inden du køber det fitness-abonnement (igen), så læs med her.
Ønsker om at ændre livsstil og måske opbygge nye vaner kommer ikke, blot fordi kalenderen skifter fra december til januar – og et nyt år begynder.
Ønskerne er i de fleste tilfælde resultatet af en længere tankeproces, hvor du mere eller mindre modvilligt har erkendt, at noget ved dig ikke er, som du ønsker.
Du tænker videre, at du bør gøre noget, og det bliver ofte en konkret handling – fx en slankekur, et løbeprogram eller et fitness-abonnement.
I mange tilfælde giver det imidlertid bedre mening at starte et andet sted og med en anden tilgang, som givetvis kan virke mindre håndgribelig; nemlig at tænke over dine tanker. Og specifikt de tanker om dig selv, som har affødt dit ønske om forandring.
Spørg fx dig selv:
Hvad går jeg og tænker på?
Hvorfor tænker jeg sådan?
Hvad gør disse tanker ved mig?
Og hvad kan jeg alternativt tænke?
Fitnesscenter eller lænestol?
I stedet for at skynde dig at købe et abonnement til fitnesscentret her i januar, kan du med lige så god samvittighed sætte dig til rette i en god stol med en blok og en blyant. Du får sandsynligvis ikke sved på panden, men du kan godt forberede dig på at blive udfordret. Det er ikke så nemt, som det lyder, at tænke over sine tanker.
- Tænk over, hvad du tænker om dig selv og din situation – og skriv det ned.
- Tænk over, hvad du tænker om din livsstil – og skriv det ned.
- Tænk over, hvilke tanker du gerne vil tænke om dig selv, og skriv dem ned.
Tag dig bare god tid, men skriv dine umiddelbare tanker om dine tanker ned.
Kig nu godt på din noter om dine tanker, og overvej, om der kan være alternative tanker, der er bedre for dig, end de tanker, du automatisk har tænkt.
Eksempel på den automatiske tankerække:
”Jeg tænker, jeg er i dårlig form”
”Jeg tænker, jeg skal dyrke noget mere motion”
”Jeg tænker, jeg starter med et abonnement til fitnesscentret, og så ser jeg, hvordan det går”
Eksempel på en alternativ tankerække:
”Jeg tænker, jeg er i dårlig form”
”Hvorfor tænker jeg det?”
”Er jeg faktisk i dårlig fysisk form – er det fakta eller en følelse?”
Hvis det er fakta, at du er i dårlig fysisk form, så kan næste tanke passende være:
”Hvad har bragt mig i denne situation? Hvilke tanker og vaner har ledt mig frem til denne tilstand?”
Og nu kommer så det meget vigtige spørgsmål:
”Vil et abonnement til fitnesscentret ændre disse gamle tanker og vaner?”
Hvis svaret enentydigt er ”ja!”, så er det bare med at komme af sted og i gang med træningen.
Er svaret derimod lidt mere tvivlende, så er det nok bedre at vente lidt med fitnesscentret. Brug i stedet noget mere tid på at tænke over og arbejde med de tanker og vaner, der har bragt dig i den tilstand, du ikke synes, er god for dig.
Du kan ikke skubbe din krop i en ny retning, hvis du ikke har hovedet med. Derfor er tankeprocessen omkring dit ønske om forandring yderst vigtig. Det kan betyde forskellen på succes og nederlag.
En dårlig vane kan godt trænes væk
– bare ikke i et fitnesscenter
Når fitness-abonnementet virker som en god løsning, er det, fordi det er en konkret fysisk handling. Problemet er blot, at den handling måske ikke er den rigtige løsning på dine udfordringer.
Nælden kan have slået rod et helt andet sted, end du tror. Og det sted er måske ikke på sidebenene, men i din hjerne.
At arbejde med sine tanker virker i nogles øjne lidt uhåndgribeligt. Og i andres øjne måske endda lidt … kukkuk. Men når først du mærker effekten, giver det mening.
Som sagt får du måske ikke sved på panden af at tænke. Men det kan godt være både hårdt og svært alligevel. Og du kan også have brug for hjælp. Hjælp til at tænke over det, du tænker. Af en, der kan stille gode spørgsmål til dine tanker.
Det kan være en god ven eller en coach, og du vil formentlig opleve, at det kan være meget forløsende og indsigtsfuldt at kortlægge sine tanker sammen med et andet menneske.
Har du lyst til at prøve at tænke bevidst over dine tanker?
Eller vil du hellere ned i fitnesscentret?
Hvad har du at tabe ved at prøve det?
Ud over den “gratis” sportstaske, som ofte følger med fitness-abonnementerne her i januar.
Er du blevet inspireret til forandring?
Kontakt mig, hvis du får brug for hjælp til at komme helt i mål med det, du gerne vil opnå.