Afliv myterne om feedback
april 2017Selvudvikling er ikke for vatnisser!
juni 2017Går du også fra møder, hvor der bliver talt meget, men ingen alligevel helt ved, hvad konklusionen endte med at være? Så er det et tegn på, at mødet har været spild af tid. Her finder du nogle af de bedste råd om, hvordan du undgår at spilde din eller kollegernes tid på værdiløse møder.
Artiklen er baseret på artiklerne:7 bud til mere effektive møder, Effektive møder, 10 grunde til, at du aldrig skal holde et møde igen, Det succesfulde møde står på 3 ben.
Personalemøde, udvalgsmøde, budgetmøde, ide- udviklingsmøde, afdelingsmøde. Møder er der mange af, men nogle møder er mere effektive end andre. Gode møder er kendetegnet ved, atalle deltagere er klar over, hvad mødet handler om så de har kunne forberede sig, at man når det væsentligste på dagsordenen, og at beslutningerne står klart.
Og at mødet slutter til tiden eller før.
En undersøgelse fra Væksthus for Ledelse har vist, at fire ud af fem ledere har oplevet at sidde til møder, som i deres øjne var spild af tid.
Derfor er der plads til forbedring. Her er samlet de bedste råd om, hvordan du selv sikrer, at dine møder, ikke er spild af tid.
1. Hvorfor holder du mødet?
Inden du går til et møde – eller indkalder til et møde, skal du have en klar ide om, hvorfor mødet skal holdes. Mødedeltagerne skal også kende til formålet med mødet. Hvis du ikke kan svare på følgende spørgsmål, skal du genoverveje, om du skal holde mødet.
- Er mødet nødvendigt?
- Hvad er målet?
- Hvad skal der komme ud af mødet?
- Kan det ordnes nemmere på en anden måde end ved et møde?
Huskeregel: Man skal aldrig mødes ”om noget”
Man skal altid mødes for at ”gøre noget med noget”. Man mødes ikke ”om” sin strategi. Man mødes for at korrigere den, udvikle den eller skrotte den.
I artiklen 10 grunde til, at du aldrig skal holde et møde igen anbefaler Morten Münster, at du selv sætter spørgsmålstegn ved mødekvaliteten og møderelevansen af de møder, du bliver indkaldt til. Det gør du ved at fokusere på det ønskede output af mødet i selve indkaldelsen: ”Møde om nyt IT-system” er ikke godt nok, men det kunne fx være ”valg af IT- system”. Med en klar handling undgår du et møde med tom snak.
2. Indkald de rigtige deltagere
Ofte begår man den fejl at invitere hele afdelingen eller hele ledergruppen. Men du kan som regel nøjes med færre deltagere, og få et mere effektivt møde.
Overvej derfor:
- Er det den rigtige sammensætning af deltagere?
- Hvem skal med, og hvorfor skal de med?
- Hvem skal bidrage med hvad?
3. Forbered mødedeltagerne
Deltagerne skal have en dagsorden eller en mødeindkaldelse, hvor du kort beskriver, hvad målet med mødet er. Beskriv også formen. Er det et orienteringsmøde, strategimøde eller et beslutningsmøde? Møder skal handle mindst om ”hvad” og mest om ”hvordan”. Det første skal afklares i forberedelsesfasen. Derudover skal du sikre, at alt der er nødvendigt for at nå mødets mål skal være til rådighed. Det kan være beregninger, rapporter eller andet.
4. Lav en dagsorden, der guider jer mod målet
En god dagsorden giver retning og sikrer, at alle ved, hvor mødet skal bevæge sig hen og i hvilket tempo. Sørg for, at deltagerne får dagsordenen i god tid inden mødet. Gerne en uge før mødet. Hvis du ikke selv får en, så kræv det fra personen, der har indkaldt dig.
5. Led mødet
Du skal sikre fokus og koncentration om de emner, der er på dagsordenen.
- Begynd til tiden: Vent ikke på dem, der kommer for sent.
- Gennemgå dagsordenen, og hør, om der er nogen indvendinger til den.
- Fortæl, hvordan mødet kommer til at foregå.
- Sørg for, at deltagerne er aktive. Det kan du eventuelt gøre ved at gøre forskellige personer ansvarlige for forskellige punkter på dagsordenen.
- Du skal samle op og drage konklusioner.
- Slut til tiden. Gerne fem minutter før.
Halvér dine møders varighed
Parkinsons lov siger, at dit møde udvider sig til at passe til netop den tid, der er sat af til det.
Det betyder, at hvis et møde er indkaldt til at vare en time, så varer det netop en time, uanset at dagsordenen blev afklaret på 20 minutter.
Ifølge Parkinsons lov kan du derfor halvere varigheden af dine møder, og få det samme udbytte.
6. Vær kritisk skeptisk over for dit behov for møder
Når du har ansvaret og eller muligheden for at indkalde andre til møder, så skal du være skeptisk over for din egen lyst til at skabe møder.
Brug f.eks. nedenstående model til at tjekke, om der virkelig er behov for at indkalde til møde. Og hvis der er, så skal du sikre dig, at mødets indkaldelse, dagsorden, indhold og ledelse er velkvalificeret fra starten.
7. Giv de faste møder et serviceeftersyn
De fleste faste møder afholder vi, som vi plejer, fordi det plejer vi. Men indimellem er det en god idé at stoppe op og tale om, hvorfor fx afdelingsmøderne bliver holdt, og hvad møderækkens formål egentlig er.
Det er sundt ind i mellem at stoppe op og se på jeres møder oppefra. Det er især vigtigt, hvis du oplever, at jeres møder er ineffektive, har for lidt energi og for meget ”vi plejer”.
Jo mere du involverer mødedeltagerne i processen, jo større ejerskab føler de for møderne. Det øger sandsynligheden for, at I opnår det, I vil med møderne, og at de bliver effektive og engagerende.
Er du blevet inspireret til forandring?
Kontakt mig, hvis du får brug for hjælp til at komme helt i mål med det, du gerne vil opnå.