Søg først at forstå – dernæst at blive forstået

Det kan altid lade sig gøre at være enig i en lille flig af det, som den anden siger. Tænk over, hvad du kan anerkende, inden du fortæller, hvad du er uenig i. På den måde tvinger dig selv til at lytte nøje efter, hvad den anden faktisk siger, fordi du er på jagt efter, hvad du kan være enig i.

Når du svarer anerkendende kan du bruge nogle af følgende indledende vendinger:
(Bemærk at der bruges OG efter anerkendelsen)

• Du har fuldstændig ret, og …
• Præcist, og …
• Jeg tror din fornemmelse er rigtig, og …
• Jeg værdsætter dit synspunkt, og …
• Det er et interessant synspunkt …

Du kan altid udtrykke respekt for den andens opfattelse af virkeligheden, selv om du er helt og aldeles uenig i vedkommendes verdensbillede:

• Nu forstår jeg, hvordan du opfatter det.
• Jeg beundrer dit engagement.
• Jeg anerkender dit synspunkt.
• Det er et helt anderledes perspektiv end mit!
• Det må være meget vigtigt for dig.

Hvis du vil nå et fælles mål sammen med andre, er det vigtigt, at du kan skabe relationer. Ved at respektere modpartens synspunkter forhindrer du, at der opstår en magtkamp. Hvis du fokuserer på enighed først, kan du sikre, at stemningen og energien forbliver positiv. Derved kommer du hurtigere frem til et samarbejde.

 

Ikke noget ‘MEN’ …

I eksemplerne herover, brugte jeg “og” efter den anerkendende indledning. Hvis du i stedet siger: “Jeg kan godt se, hvad du mener, MEN …”, har du spoleret det hele.

Ordet MEN bliver oplevet som indledning af et modoffensiv.

Den goodwill, som din anerkendelse skulle medføre, vil tabes på et splitsekund. Mange forhandlinger eller relationer er strandet, alene fordi at parterne i ét væk bruger ordet MEN.

Det er ganske enkelt ødelæggende for ethvert samarbejde, fordi mange føler, at de så alligevel ikke er blevet hørt. I stedet føler de trang til at markere sig ved at gentage deres synspunkter endnu engang forfra.

 

Ryd op i dit ordvalg

Stop omgående med at bruge ordet MEN i forbindelse med dialoger.

Du kan som nævnt skifte MEN ud med OG. I starten oplever du det nok lidt kejtet eller kunstigt, OG du vænner dig hurtigt til det. Efter kort tid tænker du ikke længere over det, når du først har givet slip på dit behov for at have ret.

For det er svært at vise respekt for den andens holdninger, hvis du samtidig insisterer på at have ret.

Det betyder ikke, at du skal holde igen på dine egne holdninger. Du skal blot fremføre dem med en forudsætning om, at begges synspunkter er lige gyldige (IKKE ligegyldige!), og lægge vægt på, at du ønsker at nå frem til en win-win-løsning.

Udtryk som IMIDLERTID eller DERIMOD er stort set lige så skadelige som MEN, så dem skal du også stoppe med at bruge.

 

Ryd op i dine holdninger

Selv om du med lidt øvelse kan kontrollere, hvad der kommer ud af din mund, så vil dit kropssprog afspejle dine umiddelbare holdninger. Andre mennesker læser dig og fornemmer intuitivt, hvad du tænker om dem. Så den egentlige udfordring er både at kontrollere, hvad du siger og at overvåge dine egne tanker. Det kræver, at du aktivt fokuserer på og prioriterer din søgen efter enighed som en personlig udviklingsopgave.

En måde at vise respekt for andre er at afholde dig fra enhver handling, som indikerer, at du er et bedre menneske og bedre menneskekender, end de er.

Undlad at give ordrer, true, moralisere eller give gode råd, medmindre du er blevet spurgt.

 

Ryd op i din selvsnak

En anden betingelse er at undlade at nedgøre andre i forbindelse med uenighed. Det betyder, at du skal undlade at kritisere, latterliggøre, bebrejde, dømme eller bedømme andre.

OG her kommer så det ultimative trick: Der er intet bedre sted at starte end med dig selv. Stop med at nedgøre dig selv. For din egen indre kritikker er den mest ødelæggende samarbejdsrelation, du kan have, og derfor også den vigtigste at give mundkurv på.

At tage kontrol over din indre selvsnak, når den nedgør dig, er i bund og grund, hvad du behøver for at have lettere ved at anerkende og respektere andre.

Dine tanker skaber dit sprog og dine handlinger.

Der er en uløselig sammenhæng mellem det, du tænker; det, du siger; og det, du gør.

(Det har jeg bl.a. skrevet lidt om i bogen Du bliver, hvad du tænker)

 

Refleksion gør forskellen!

Nu ved du, hvad du ikke skal sige, og du har fået nogle bud på, hvad du kan sige i stedet for at være nysgerrig og undersøgende på modparten, før du sætter ind med dine pointer. Hvis du så alligevel oplever, at modparten ikke reagerer imødekommende og lyttende, så er det måske dit sprog og dine handlinger, der ikke er i harmoni med din hensigt (tanker).

Overvej eller reflekter over, hvad du så kan gøre på en anden måde for at imødekomme modparten og skabe lydhørhed. Desto bedre du er til at afkode og reflektere over værdien af din kommunikation, desto mere dynamisk bliver du, når der er brug for at tilpasse din kommunikation til modtageren.