6 enkle trin: Sådan stresser du dine medarbejdere mest muligt
september 2024Stress rammer kun svage medarbejdere – og andre myter om stress
november 2024I mere end et år havde hun gået med følelsen af at være på bagkant. Med alt. Ikke mindst de familiære forpligtelser. Værst var det for to uger siden, da Camilla glemte at hente den mindste i børnehaven. Hendes chef pegede hende i min retning, og sammen begyndte vi et stresscoachingforløb, der gav hende kontrollen tilbage.
Camilla (ikke hendes rigtige navn) arbejder som administrativ sagsbehandler i en produktionsvirksomhed. Hun er 34 år, gift, mor til to drenge på hhv. 6 og 3 år og vant til at have hænderne fulde. Og efter at have følt sig på bagkant både på jobbet og derhjemme i en længere periode, var den følelse også blevet hverdag.
”Jeg skal bare lige have denne uge overstået, så bliver det bedre,” sagde hun ofte til sig selv, til sin mand og til sine veninder, når hun fortalte, at hun havde lidt ekstra travlt for tiden. Det store wakeupcall kom den dag, hun glemte at hente den mindste i børnehaven. Det var pinligt og nedværdigende, da børnehaven ringede.
Måske kender du følelsen.
Gult var ved at skifte til rødt
Inden vi vender tilbage til Camilla, vil jeg hurtigt forklare trafiklysmetaforen. Jeg arbejder med tre niveauer af stress – rød, gul og grøn. Kort fortalt er grønt niveau den ufarlige, kortvarige stress, som tilmed kan være positiv og produktiv. Når stressen når gult niveau, er den ikke længere positiv, mens rødt niveau er decideret farligt.
Bliv klogere på trafiklyset og symptomerne for de forskellige niveauer her.
Tilbage til Camilla, hvis chef foreslog en samtale med en stresscoach, og hun kontaktede mig. Efter en kort snak blev vi enige om, at Camilla i meget lang tid havde befundet sig i det gule stressniveau, og nu var trafiklyset ved at skifte til rødt. Ud over forglemmelsen i børnehaven fortalte Camilla, at hendes søvn var blevet meget overfladisk, og at hun vågnede mange gange i løbet af natten, hvorefter et mylder af tanker ofte gjorde det svært at falde i søvn igen.
Vejrtrækning, PYT og gåture
Camillas tilstand og hendes krops reaktion på den langvarige belastning er helt naturlige. Og forudsigelige. Stress er et menneskeligt alarmberedskab. At forstå det er et oplagt første skridt i et stresscoachingforløb. Og næste skridt er at lære at reagere på kroppens alarmsignaler og bremse dem.
Det gør vi med nogle forskellige værktøjer og øvelser, som er helt enkle og nemme at bruge på egen hånd. Frem for alt er de effektive.
Den første øvelse fokuserer på vejrtrækningen, som er helt essentielt for at kunne slappe af. Med en lille åndedrætsøvelse lærte Camilla, at hun faktisk selv kunne skabe en ny følelse af afslapning og nærvær ved at trække vejret rigtigt.
Ved vores andet møde fik Camilla et nyt værktøj: PYT-listen. PYT står for Park Your Thoughts og handler om at nedskrive de tanker og bekymringer, der afsporer dit fokus og nærvær. Tanker kommer og går, men du behøver ikke gribe og reagere på dem alle med det samme. Ved at skrive en tanke ned, kan du vende tilbage til den, når den ikke forstyrrer dig. Det er en effektiv metode til at sætte tankemylderet på pause.
Og så er der den fysiske aktivitet. Det er ikke meget, der skal til; en daglig gåtur kan være nok til at vende udviklingen til noget positivt. Som at slukke for blusset under gryden eller tage låget af. For Camilla førte PYT-listen og en daglig gåtur på 30 min. til, at hun på vores tredje møde havde haft flere dage med følelsen af overskud og nærvær. Faktisk havde andre kommenteret på Camillas mere afslappede og nærværende adfærd, og der var nu færre konflikter med hendes ældste dreng, når ulvetimen kom.
Nu bremser Camilla for gult
Formålet med øvelserne og værktøjerne er at skabe ro. Roen giver overskud til at arbejde videre. I Camillas tilfælde bestod det videre arbejde i at kortlægge de konkrete tanker og handlinger, som udløste hendes stressreaktioner. Og derefter at strukturere hverdagen, så de belastninger, der er stressende, enten bliver undgået, eller håndteret på en mere konstruktiv måde.
8 uger efter vores første møde havde Camilla og jeg et sidste statusmøde, hvor vi gennemgik hendes rejse og genbesøgte de virksomme værktøjer.
Nu har Camilla arbejdet i et år uden de tidligere symptomer, og hun kender de udfordringer, hun skal være opmærksom på. Og vigtigst af alt, så lytter hun til kroppen og reagerer, så snart der kommer gule signaler.
Er du blevet inspireret til forandring?
Kontakt mig, hvis du har brug for professionel hjælp til at forebygge eller afhjælpe stress. Enten hos dig selv eller andre – herunder dine medarbejdere.